Adresse: Nørregade 40, 3.sal, 1165 København

Email : tand.klinik@tandport.dk
  Telefon : +45 33 15 75 55

Dårlig ånde og mundhygiejne

Dårlig ånde er en ubehagelig og frastødende lugt ud af munden
Der kan være mange årsager til dårlig ånde, som på fagsprog kaldes ”halitosis” eller ”Foetor ex ore”, som netop betyder stank fra munden.

Årsager til dårlig ånde

Dårlig mundhygiejne

Den ubehagelige lugt skyldes oftest dårlig mundhygiejne eller mangel på tandbørstning. Ved manglende renholdelse af tænder og mundhulen, sætter bakterier sig langs tandkødet, ned i tandkødslommerne, i tændernes dybe furer og på tungens ru overflade. Bakterierne nedbryder de organiske bestanddele i mad, hvile medfører dannelse af ildelugtende svovlbrinte forbindelser. Hvis du lider af tilstanden, bør du opsøge din tandlæge for grundig check af mundhulen.

Tandkødsbetændelse og parodontitis

Tandkødsbetændelse og parodontitis, som begge er bakteriebetingede sygdomme, kan også give anledning til dårlig ånde, hvorfor det er vigtigt med hyppigere tandrensninger og kontrol af mundhulen og tænderne.

Betændelse omkring visdomstænder

Nye frembrydende visdomstænder er en hyppig årsag til dårlig ånde hos unge mennesker og kan også skylde allerede frembrudte visdomstænder, som kan være svære at renholde pga. vanskelig tilgængelighed.

Mundtørhed 

Hvis du lider af mundtørhed, kan der også opstå dårlig ånde. Mundtørhed kan forårsages af mange ting heri blandt er medicinering en hyppige årsag, men også strålebehandling af kræft i hoved og halsregionen giver ofte anledning til mundtørhed, fordi strålebehandling rammer spytkirtlerne og spytproduktionen dermed nedsættes.

Proteser

Har man tandproteser, kan der undertiden opstå ”proteseånde”. Det sker, når proteserne ikke holdes ordentligt rene, og der samler sig madrester under og på protesen

Sygdomme

Dårlig ånde kan forårsages af lokale sygdomme i mundhule og svælg, men også almene sygdomme kan medføre dårlig ånde. Diabetes kan medføre en markant lugt af frugt (“ketonånde”), hvis blodsukkeret bliver for højt. Har man en nyresygdom (uræmi), kan man udskille en svag lugt af urin i sin udånding. Ved anoreksi oplever mange ligeledes, at der kommer dårlig lugt op fra maven, når den sultes

Problemer i svælget og luftveje

En ret hyppig årsag til dårlig ånde sidder i mandlerne. Der dannes sommetider nogle ildelugtende hvide masser, som kaldes for “propper”. De kan enten udstødes af sig selv eller presses ud med enden af en tandbørste. Kronisk betændelse i mandlerne kan medføre dårlig ånde. Som regel bliver mandlerne meget store og må undertiden fjernes. Kronisk svælgkatar, som ses hos rygere, er også en hyppig årsag til dårlig ånde.

Sygdomme i strubehovedet, luftrøret og i lungerne kan også medføre dårlig ånde. Der kan eksempelvis være tale om kroniske infektionstilstande eller kræft.

Problemer i næsen og i bihuler

Kronisk infektion i næsen og/eller i bihulerne (specielt kæbehulen) kan medføre dårlig ånde (eller lugt ud af næsen). Det samme gælder polypper i næsen eller den øverste del af svælget. En øre-næse-halsspecialist vil hurtigt kunne undersøge problemet og vejlede med behandling.

Sygdomme i mavetarmkanalen

Visse lidelser i spiserør og mavesæk kan medføre karakteristiske, sure lugte, som fremkommer ved opstød (bøvs). Det gør sig gældende ved nogle former for diæter og slankekure.

Spisevaner

Jo længere tid der er gået, siden man har spist, jo større risiko er der for dårlig ånde (”sultånde”). Det skyldes, at der dannes mindre spyt, hvilket ansporer flere bakterier.

Lægemidler

Visse typer af lægemidler kan give anledning til dårlig ånde. Det gælder specielt lægemidler som bruges til behandling af depression og andre mentale lidelser. Det kan også være medicin til nedsættelse af blodtrykket, vanddrivende tabletter, beroligende midler eller sovepiller. Desuden kan især nervemedicin give en særlig lugt af ”skovbund på en efterårsdag”.

Hvordan behandles dårlig ånde?

Først og fremmest er det vigtigt at sørge for at have en god mundhygiejne. Lad tandlægen hjælpe dig med at finde årsagen til lidelsen og bliv instrueret i brugen af den rigtige tandbørste og børsteteknik. Du kan også få vejledning i at anvende tandstikker og tandtråd, ligesom tandlægen kan vise dig, hvordan du bedst holder en eventuel protese ren, hvis du bærer proteser.

Forskellige midler, der kan afhjælpe dårlig ånde

Man kan skjule den dårlige lugt ved brug af forskellige former for vellugtende pastiller, tyggegummi eller mundskyllevæsker.

Konstant brug af mundskyllevæsker anbefales normalt ikke, medmindre der er særlig grund til det. Tal derfor med din tandlæge, før du går i gang med at bruge mundskyllemidler!

Anvendes tyggegummi til at forfriske munden med, bør det være sukkerfrit, så risikoen for huller i tænderne mindskes. Af samme årsag skal man være forsigtig med sukkerholdige halspastiller

Generelt er brugen af pastiller, tyggegummi eller mundskyllevæsker ikke nær så effektiv, som hvis årsagen til den dårlige ånde behandles.

Det har dog vist sig, at zink har en gavnlig effekt på dårlig ånde, som skyldes svovlbrinteforbindelser. Man kan derfor forsøge sig med zinkholdige sugetabletter, som kan fås på apoteket eller hos Matas.

Ønsker du flere råd og vejledning vedrørende denne lidelse kontakt os på 33157555 på eller klik her