Adresse: Nørregade 40, 3.sal, 1165 København

Email : tand.klinik@tandport.dk
  Telefon : +45 33 15 75 55

Diabetes og sygdomme i mundhulen

Diabetes er en kronisk sygdom, som rammer et stigende antal danskere.

Hvis du har fået stillet diagnosen diabetes, ved du sikkert, at sygdommen kan medføre problemer med fx hjerte, nyrer og øjne. Diabetes kan også svække dit immunforsvar, forsinke helingsprocessen og medføre problemer i mundhulen.

Diabetes og mundhulen

Diabetes reducerer kroppens immunforsvar, hvilket giver en nedsat resistens, og derfor får mennesker med diabetes nemmere infektioner i tandkødet, som øger risikoen for at få sygdomme som parodontose, caries og andre tilstande som beskrives kort:

Parodontose

Ved paradentose kan tænderne miste sit fæste i kæben. Tænderne bliver derfor løse og kan til sidst falde ud. Du kan have fremskreden paradentose uden selv at kunne mærke det. Tænderne er måske lidt løse og tandkødet lidt ømt, men der er ikke nødvendigvis tandpine. Der kan være dårlig smag i munden, måske dårlig ånde, og det kan bløde, når man børster tænder. Men det er som sagt ikke sikkert, at du mærker noget.

Hvis du har diabetes, har parodontose ofte et hurtigere og mere alvorligt forløb, og den er vanskeligere at behandle. Tegne på tandkødsproblemer og parodontose kan bl.a. ses ved blødning fra tandkødet ved tandbørstning og rødme, hævet eller ømt tandkød.

Sygdommen parodontose giver sjældent gener, før sygdommen er alvorlig. Det er derfor vigtigt, at du regelmæssigt får undersøgt dit tandkød og behandlet eventuel tandkødsbetændelse eller parodontose. Behandlingen er ikke kun vigtig af hensyn til dine tænder, men også af hensyn til din diabetes. En alvorlig paradentose kan være et varsel om andre følgesygdomme som nyre- eller hjertesygdom. Bliv derfor tjekket for følgesygdomme hos din læge, hvis du får konstateret paradentose.

Undersøgelser tyder nemlig på, at parodontose behandlingen kan medføre en forbedring af dit blodsukker og dermed af din diabetes.

Caries

Som diabetiker har du også øget risiko for at få caries (huller) i tænderne

Er dit blodsukker højt, indeholder spyttet også mere sukker, og det er med til at give bakterierne i munden gode vækstbetingelser. Et forhøjet blodsukker i længere perioder øger derfor risikoen for huller i tænderne.

Tegn på caries kan bl.a. være:

  •  Hvidlige forandringer på tænderne
  •  Smuldret, ujævn tandoverflade eller et regulært hul i tanden.

Mange cariesangreb er ikke synlige, fx fordi de opstår på tandflader, der vender mod nabotænder eller under fyldninger.

Hvis din diabetes er ikke optimal reguleret kan den bidrage til udvikling af andre tilstande som:

 Mundtørhed og svampe infektioner

Mundtørhed forøger risikoen for caries, tandkødsbetændelse og svampeinfektion.

Du kan stimulere spytproduktionen ved at tygge sukkerfrit tyggegummi eller ved at sutte på sukkerfrie pastiller. Du kan også fugte munden med spyterstatningsmidler, der findes som mundspray, mundgel eller mundskyllevæske.

Du kan også med fordel begrænse et eventuelt brug af alkohol, tobak og kaffe, som kan forværre mundtørheden.

Derfor bør du regelmæssigt gå til tjek hos din tandlæge. Her vil tandlægen undersøge din mund og konstatere eventuelle tandsygdomme. Aftal hyppigheden af kontrolbesøg med din tandlæge.

Hvad kan du selv gøre

Fortæl din tandlæge:

  •  Hvis du har fået stillet diagnosen diabetes siden sidste besøg
  •  Om din diabetes er velreguleret, eller om den er vanskelig at regulere
  •  Hvilken medicin du får

 

Vær opmærksom på:

  •  At det er vigtigt, at du går hyppigt til tandlæge
  •  Om du føler dig tør i munden – og fortæl din tandlæge, hvis du får symptomer på mundtørhed
  •  At du bør være ekstra omhyggelig med din mundhygiejne
  •  At det er vigtigt, at din diabetes er velreguleret – også af hensyn til dine tænder

 

Gode råd til mundhygiejne

Når du har diabetes, har du større risiko for at udvikle tandsygdomme. Din daglige mundpleje er derfor meget vigtig.

  •  Børst tænder grundigt to gange dagligt i to minutter hver gang
  •  Brug tandpasta med fluor
  •  Brug en blød tandbørste
  •  Brug evt. supplerende hjælpemidler, fx tandtråd eller tandstikkere, for at holde rent mellem tænderne. Spørg din tandlæge til råds.
  •  Gå hyppigt til tandlæge.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *