Infraktioner

Oplever du smerter, når du tygger? Så kan det være tegn på infraktioner i tanden. I tilfælde af infraktioner er det vigtigt at gå til tandlægen og få det behandlet. Ellers kan skaden blive større og smerterne tiltage.

Hos Tandlægecentret Nørreport får du den bedste behandling mod infraktioner af vores dygtige tandlæger.

Hvad er infraktioner?

Infraktioner er revner i tanden, som gør tænderne svækkede. Infraktioner kan gå ned til tandnerven, hvilket kan give anledning til store smerter.

Smertesymptomer på infraktioner ses typisk i forbindelse med, at du tygger noget hårdt eller sejt eller ved indtagelse af varme og kolde fødevarer.

Det er oftest i forbindelse med tandfyldninger af sølvamalgam, at infraktioner ses.

Få hurtig behandling og mindsk skadens omfang

Oplever du symptomer på infraktioner, er det vigtigt, at du bestiller tid til et eftersyn. På den måde kan vores tandlæger identificere, hvad der er årsag til symptomerne og give dig hurtig behandling.

Går du i længere tid med infraktioner, kan du risikere, at et stykke af tanden, svarende til revnen, knækker. I værste tilfælde risikerer du, at tand og tandrod flækker på langs, sådan at tanden dør og mistes.

Hvordan ved jeg, at jeg har infraktioner?

Infraktioner giver smerter, når du tygger. Det kan dog være vanskeligt at pege på, hvad det er for en tand, smerterne stammer fra.

Hos Tandlægecentret Nørreport anbefaler vi, at du kommer til et eftersyn. Hvis det er svært at finde frem til den skadede tand, kan det være nødvendigt at køre en observationsperiode efter et behandlingsforsøg.

Årsager til infraktioner

Revner i tænderne opstår der, hvor tanden er svagest. Det er oftest i kindtænder, der er svækket grundet caries eller større sølvfyldninger.

Det er muligt at forebygge tandskader ved at udskifte store sølvfyldninger med plast, da plast fungerer som lim for tandens vægge. I andre tilfælde med infraktioner i tænder med store fyldninger må der en krone til for at beskytte tanden.